BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Jacob Skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator
*Seneste udgivelse

Jacob Skyggebjerg

Senest opdateret
  • Redaktionen
    februar 2024
Hovedforfatter
  • Katrine Lehmann Sivertsen
    cand.mag., juni 2020

Intro

Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 med romanen ”Vor tids helt” om en ung mands rejse fra en hård opvækst i en jysk provinsby til en turbulent tilværelse i hovedstaden. Romanen er delvis selvbiografisk. Det samme er ”HJÆLP” fra 2018, der tager udgangspunkt i indlæggelser på retspsykiatriske afdelinger. Rå realisme og samfundskritik, men også morsomme skildringer af dagligdagens absurditeter kendetegner forfatterskabet, der ligeledes indeholder et jalousidrama og en kollektivroman om syv forfattere på skriveophold.

Baggrund

Jacob Skyggebjerg blev født i 1985 og voksede op i den lille by Løsning i Hedensted Kommune mellem Horsens og Vejle. Hans barndomshjem var præget af en far, der arbejdede i treholdsskift, hvilket påvirkede alle i familien: ”Jeg er vokset op med en far, der sov hele dagen, fordi han skulle på arbejde om natten. Pludselig ændrede det sig, så han skulle på arbejde om morgenen eller om eftermiddagen i stedet,” forklarer Jacob Skyggebjerg og fortsætter: ”Intet tidspunkt var helligt, han stod altid til rådighed for fabrikken. På den måde blev vi børn også en del af produktionsapparatet.” [1]Kasper Schütt-JensenEt barn af treholdsskiftetJyllands-Posten, 2013-12-06..

”Jeg er kommet ud, hvor jeg kun lige kan bunde. Hvad har hun af uanede muligheder, socialt fungerende fyre med fire værelser på Vesterbro og solbriller og opknappet skjorte. Jeg står i vand til ørerne, og fordi jeg strækker tæerne, kan jeg lige nå bunden.”

”Vor tids helt”, s. 138.

Der var ingen bøger i Jacob Skyggebjergs barndomshjem, men han var en ivrig læser, som tyggede sig igennem skolebibliotekets bogsamling, ligesom han elskede at skrive lange fristile i skolen. Han var i det hele taget – efter eget udsagn – en kvik dreng, men havde selv en oplevelse af, at hans evner mest var et problem hos den lokale folkeskoles lærere. Hvis man havde arbejdet forud i skolebøgerne, måtte man pænt viske det ud og lave opgaverne igen, har Skyggebjerg forklaret. Det vigtigste var, at alle fulgtes ad og ingen skilte sig ud.

Skildringer af et lille provinsielt samfund, som ikke levner megen plads til kreativitet og mennesker, som stikker ud fra mængden, kom siden til at præge forfatterskabet. Og som Skyggebjerg selv formulerer det i forbindelse med udgivelsen af ”Der går min klasselærer” (2020) er skildringen af provinsen i sidste ende udtryk for et Danmarksbillede: ”Det er et samfund, hvor alting kører rundt i en ensfarvet grød. Som fortsætter og fortsætter. Og hvor det, som tænker selv og er i stand til at kunne noget ... det må skæres til, så det passer ind i normen. Sådan var det i Løsning, da jeg voksede op, men samfundet i romanen er en celle i Danmark. Hele Danmark er på samme måde, det er bare cellen, der er multipliceret.” (Mads Bager Ganderup: Forfatter langer ud efter folkeånden: ”Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk”. Berlingske Tidende, 2020-02-28).

portræt af Jacob Skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator
  • Født

    1985 i Horsens.

  • Uddannelse

    Studier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

  • Debut

    Vor tids helt. Forlaget Gladiator, 2013.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Man vil så gerne elskes. Gladiator, 2024. Noveller.

  • Inspiration

    Henrik Bjelke,Lars Frost,Claus Beck-Nielsen.

Opvæksten i Løsning var ligeledes præget af forældrenes tiltagende alkoholmisbrug, og i folkeskolens ældste klasser røg Jacob Skyggebjerg selv ud i et misbrug af hash og siden også hårdere stoffer: ”Stofferne var en flugt. Når jeg var blæst, glemte jeg min opvækst og udsigten til et indholdsløst liv i en fabrikshal.” [1]Kasper Schütt-JensenEt barn af treholdsskiftetJyllands-Posten, 2013-12-06.. Da Skyggebjerg flyttede hjemmefra, var det først til Horsens og Vejle og siden til Aarhus. Han startede her på Journalisthøjskolen, men gennemførte ikke studierne. Efter de afbrudte studier i journalistik fulgte et ophold på Vestjyllands Højskole i Ringkøbing, hvor Skyggebjerg mødte forfatteren Hans Otto Jørgensen, som opfordrede ham til at fortsætte med at skrive. Som 25-årig flyttede Jacob Skyggebjerg til København. Fra 2008-2013 var Skyggebjerg ad flere omgang indlagt på retspsykiatriske afdelinger på grund af en behandlingsdom. Hans oplevelser med det psykiatriske system resulterede flere år senere i den autofiktive roman ”HJÆLP - Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD” (2018).

Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 med den delvist selvbiografiske roman ”Vor tids helt” på Forlaget Gladiator og har siden skrevet en stribe romaner sideløbende med, at han har udgivet musik som rapperen SKYGG.

I 2020 kunne man i magasinet Atlas læse reportageartiklen ”V for sejr” skrevet af Skyggebjerg, hvor han skildrer sine undercover-oplevelser i Rasmus Paludans Stram Kurs. Ved at melde sig ind i partiet og tage til Rigskongres med de andre medlemmer giver Skyggebjerg i artiklen indblik i en ellers lukket verden.

Jacob Skyggebjerg bor i København.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Jacob Skyggebjerg læser op af romanen ”HJÆLP”, Forlaget Gladiator, marts 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Digteren Per Højholt skulle efter sigende have udtalt, at man som forfatter ”ikke skal tage af hovedstolen”, det vil sige inddrage sit eget liv og egne oplevelser direkte i sin fiktion. Det er der imidlertid mange forfattere, som på vellykket vis har gjort de seneste årtier. Med det selvbiografiske stof, som Jacob Skyggebjerg trækker på i sit forfatterskab, er han en del af denne tendens til autofiktion i den nyere tids litteratur.

I sine bøger har Skyggebjerg ikke blot trukket på en opvækst præget af svigt i en provinsby i ’det mørke Jylland’. Den behandlingsdom, som satte Skyggebjergs liv på standby i fem år, danner ligeledes udgangspunkt for en delvist selvbiografisk roman i forfatterskabet. Foruden sine romaner med autofiktivt islæt har Skyggebjerg også skrevet et kærligheds- og jalousidrama, en kollektivroman og en roman om mobning og midtlivskrise i provinsen.

Mange ting kombineres i den måde, Jacob Skyggebjerg skriver litteratur på. De ofte ret vilde fortællinger indholder både noget følsomt og brutalt. Realistiske og samfundskritiske skildringer sættes sammen med det ironiske og selvhøjtidelige, men indeholder også en sproglig musikalitet og et til tider poetisk billedsprog. Et gennemgående motiv i forfatterskabet er et Danmarksbillede præget af middelmådighed eksemplificeret ved den lille søvnige provinsby, hvor der ikke er megen plads til hverken kreativitet eller sårbarhed.

Allerede ved udgivelsen af sin debutroman var Jacob Skyggebjerg ligeledes inde på, at han ønsker at beskrive forbrugssamfundet og give de dårligst stillede en stemme. En tematik, som også optræder i Skyggebjergs andre romaner: ”Bogen er et opgør med det samfund, en kritik og en sorg over det, et forsøg på at give denne underklasse en stemme. Det er ikke bare arbejdere i den indiske tekstilindustri, som hver dag må bade i ætsende kemikaler for vores billige T-shirts’ skyld. Hele det kapitalistiske samfund er bygget op omkring, at nogen må yde for at andre kan nyde.” [1]Kasper Schütt-JensenEt barn af treholdsskiftetJyllands-Posten, 2013-12-06..

Beslægtede forfatterskaber

Forfatteren Kristian Bang Foss skildrer i sin roman ”Stormen i 99” fra 2010 en gruppe lagerarbejdere. Mens hovedpersonerne i Bang Foss’ roman arbejder på et lager på Amager, er jeg-fortælleren i Jacob Skyggebjergs debutroman ”Vor tids helt” i aktivering på en småkagefabrik. I begge de to bøger er der tale om realistiske fortællinger med udgangspunkt i skæbner fra den nederste del af samfundet. Hos både Bang Foss og Skyggebjerg finder man ligeledes morsomme og ironiske skildringer af dagligdagens absurditeter og tragikomiske scenerier.

Med deres rå realisme og skildringer af skæbner på samfundets bund er Jacob Skyggebjergs værker også blevet sammenlignet med Jakob Ejersbos debutroman ”Nordkraft” fra 2002, som blev filmatiseret af Ole Christian Madsen i 2005. Skildringer af det alment menneskelige i et misbrugsmiljø er noget af det, bøgerne har til fælles. Jonas T. Bengtsson er en tredje forfatter, som er kendt for sine socialrealistiske skildringer af en dansk nutidsvirkelighed i bøger som ”Aminas breve” (2005) og ”Submarino” (2007), som også begge to er omskabt til film.

Flere nyere danske forfattere har, ligesom Skyggebjerg gør det i sin bog ”HJÆLP - Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD”, skildret indlæggelser på psykiatriske afdelinger i deres værker. To eksempler kunne være Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” fra 2015 og Karen Fastrups roman ”Hungerhjerte” fra 2018.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Vor tids helt
Vor tids helt

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2013.

Hvad mener du med vi
Hvad mener du med vi

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2015.

Jalousi
Jalousi

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2017.

HJÆLP – et vidnesbyrd fra retsstaten, ET JUSTITSMORD
HJÆLP – et vidnesbyrd fra retsstaten, ET JUSTITSMORD

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2018.

Der går min klasselærer
Der går min klasselærer

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2020.

Inderkredsen
Inderkredsen

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2021.

Bestrålet
Bestrålet

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2023.

Noveller

Man vil så gerne elskes
Man vil så gerne elskes

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2024.

Digte

Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne
Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne

Jacob Skyggebjerg

Forlaget Gladiator, 2020.

Pamflet

Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer
Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer

Jacob Skyggebjerg

Gladiator, 2018.

Musikudgivelser under kunstnernavnet SKYGG

Født thug, dø thug vol. 1. Født thug, dø thug vol. 1

2012

Født Thug, Dø Thug vol. 2

2013

Technodreng

2015

Megabawl (Greatest Hits 2010-2016)

2016

Andet af Jacob Skyggebjerg

Jeg har indset, at jeg må blive borgerlig. Kronik i Politiken
Jeg har indset, at jeg må blive borgerlig. Kronik i Politiken

Jacob Skyggebjerg

2015-05-23

V for sejr. Reportageartikel om Stram Kurs. Magasinet Atlas

Jacob Skyggebjerg

2020-04-09

Om forfatterskabet

Interview

TV2 Lorry, interview 2014-01-13

Hævnen over Jylland

Jannie Schjødt Kold

Information, 2013-11-29.

Web

Facebook

Twitter

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jacob Skyggebjerg

Kilder citeret i portrættet

[1]

Et barn af treholdsskiftet

Kasper Schütt-Jensen

Jyllands-Posten, 2013-12-06.

[2]

Forfatter Jacob Skyggebjerg: ”Det psykiatriske system er s…

Sebastian Wittrock

Politiken, 2018-03-13.

[3]

Forfatter langer ud efter folkeånden: ”Danskermentalitete…

Mads Bager Ganderup

Berlingske Tidende, 2020-02-28.