Leonora Christina Ulfeldt

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., maj 2018

”Jammersminde” bliver ikke uden grund betegnet som det betydeligste stykke prosalitteratur, vi har fra 1600 tallet. Her benytter Leonora Christina sig af litteraturtekniske midler, der først langt senere blev almindelige i litteraturen. Hendes korte, karakterafslørende replikker er rappe, og hendes pittoreske situationsbeskrivelser og personfremstillinger er unikke for deres tid. Hun bedriver endvidere kvindesag og iscenesætter sin egen skæbne på en måde, der har givet inspiration helt frem til vor tids litteratur.

Baggrund

Leonora Christina kom til verden den 8. juli 1621 på Frederiksborg Slot som datter af Kong Christian IV og Kirsten Munk. Efter tidens skik blev hun efter sin dåb – seks uger gammel – sendt over til sin mormor Ellen Marsvin på Dalum Kloster ved Odense, og her blev hun opdraget sammen med sine søskende. Siden kom hun til kongens niece Sophie Hedvig i Friesland, men i 1628 blev børnene hentet hjem til forældrene på Frederiksborg Slot. Det var dog en hård tid, for forældrene skændtes meget og voldsomt med hinanden. I 1630 kulminerede skænderierne med en skilsmisse, hvorefter Christian IV nægtede børnene samvær med deres moder.

”Gud gjorde den dag et stort mirakel og tegn, idet han beviste sin kraft i mig svage og bevarede min hjerne fra sindsforvirring og min tunge fra at løbe løbsk af ophidselse. Gud være derfor æret tusinde gange.”

”Leonora Christinas Jammersminde ” (2010), s. 82.

Nogenlunde på samme tid blev Leonora Christina – ni år gammel – trolovet med Corfitz Ulfeldt. Selve brylluppet fandt sted i 1636, og allerede i tiden forinden satte Leonora Christina alle segl ind på at blive en verdensdame, der kunne måle sig med Ulfeldts internationale uddannelse. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at male og skrive digte.

Foto: Mary Evans Picture Library

Født
8. juli 1621 ifølge Christian IV’s kalender, 11. juli ifølge Leonora Christinas værker.
Død
16. marts 1698 i Maribo.
Uddannelse
Leonora Christina fik undervisning i italiensk, fransk, spansk, latin, tegning og litteratur og var særdeles vidende og dannet for sin tid.
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
En kongedatters liv : Leonora Christinas franske selvbiografi på moderne dansk. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2021. Ved Marita Akhøj Nielsen og Lene Schøsler.
KLASSISK DANSK
Leonora Christina Ulfeldt - Barok og enevælde. Produceret af Greve Bibliotek og Forfatterweb, maj 2025.

Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt lynkarriere, og i 1643 blev han udnævnt til rigshofmester – rigets højeste embede, som var en slags kombineret stats- og finansminister. De kommende år var Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt en helt central magtfaktor i Danmark, og de var også kendte ude omkring i Europa. Det var også særligt i disse år, at ægteskabet gav frugt. Fra 1637 til 51 fik parret således hele ti børn. Men alting ændrede sig med kongens død i 1648. Ulfeldt arbejdede hårdt på at indskrænke den nye konges magt mest muligt – Leonora Christinas halvbroder Frederik III. I 1651 valgte parret at flygte fra Danmark, da Ulfeldt blandt andet blev anklaget for at have taget af Øresundstolden. I årene 52-54 opholdt de sig ved Dronning Christinas hof i Stockholm, men da hun abdicerede, slog de sig ned i Pommern på godset Barth.

1657 erklærede Danmark Sverige krig, og både Leonora Christina og Corfitz var i felten på svensk side. Alligevel blev Corfitz efter krigen anklaget for forræderi mod den svenske kong Karl Gustav. I 1659 fik han et slagtilfælde, og i 1660 flygtede parret til København, hvor de blev arresterede og sat i fangenskab på Hammershus på Bornholm.

I 1662 fik Ulfeldt, der var ved dårligt fysisk og mentalt helbred efter slagtilfældet, tilladelse til en kurrejse til udlandet, og Leonora Christina fulgte med. Her opsøgte han en række udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige militære og politiske projekter rettet imod Frederik III. Rygterne herom løb tilbage til Danmark, og i 1663 blev Leonora Christina lokket i baghold og ført til København, hvor hun blev indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Uden nogensinde at komme for retten blev hun holdt indespærret i knap 22 år – mens Ulfeldt døde i 1664 under en bådflugt. De vægtigste af hendes værker blev helt eller delvist forfattet i årene i fangenskab – ”Leonora Christinas franske selvbiografi”, ”Hæltinners Pryd” samt ikke mindst ”Jammersminde”.

Leonora Christina blev først løsladt, da enkedronning Sophie Amalie døde i 1685. Sine sidste år boede Leonora Christina på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: KLASSISK DANSK: Leonora Christina Ulfeldt - Barok og enevælde. Produceret af Greve Bibliotek og Forfatterweb, maj 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Leonora Christinas tidlige forfatterskab bestod primært af værker, hun oversatte. På slottet Barth i Pommern oversatte hun i perioden 1655-57 moderne spanske og franske helteromaner til dansk. Et brudstykke af en fransk hyrderoman er bevaret. Værket ”Hæltinners Pryd” begyndte egentlig også som et oversættelsesarbejde. Imens Leonora Christina sad i Blåtårn, oversatte hun, hvad hun kunne finde om såkaldt fremragende kvinder, og det arbejde udviklede sig efterhånden til decideret kvindeforskning.

Med ”Hæltinners Pryd” var Leonora Christina blandt de første, der bedrev kvindeforskning og kvindesag på dansk. I renæssancen blev der udgivet en del værker, der fremhævede særlige kvinders bedrifter – ikke mindst på det kunstneriske område. De blev kaldt gynæceer. Gynæceum betyder egentlig kvindekammer, men henviste i denne sammenhæng til værker om særligt bemærkelsesværdige kvinder.

Men tematikken – ligestilling mellem køn – er også helt central i Leonora Christinas øvrige værker, hvor kvinder (og ikke mindst hende selv) kan tænke og handle (mindst) lige så godt som en mand. Samtidig sætter hun i ”Jammersminde” fokus på de urimelige kår, mange af samtidens jævne kvinder levede under. Ingen anden i Leonora Christinas samtid betragtede jævne mennesker som nogen, man kunne skrive litteratur om, og derfor peger flere litteraturforskere på, at Leonora Christinas forfatterskab peger frem mod en gryende humanisme.

Det ældste stykke prosaarbejde, man kender fra Leonora Christinas hånd, er den kortfattede skildring ”Kong Karl X Gustavs bryllup”, som indgår i ”Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer”. Her skildrer hun det svenske hofs omgangsformer, og hvad hun mener er værd at bemærke i forbindelse med bryllupsceremonien. Det efterfølgende skrift ”Rejsen til Korsør” skildrer med humor og drama, hvordan Leonora Christina i 1956 – uden held – forsøgte at forbrødre sig med det danske kongehus. Dette – og det efterfølgende skrift ”Confrontationen i Malmø” fra 1659 – trækker i høj grad på renæssance-litteraturens stil og ånd. Her iscenesætter forfatterinden sig selv som en verdensdame og heltinde helt i tråd med tidens franske helte- og kærlighedsromaner, men i modsætning til de franske hyrderomaner er det Leonora Christinas egne personlige oplevelser, der beskrives og fortolkes.

Først og fremmest er Leonora Christina selvfølgelig gået over i litteraturhistorien som selvbiografisk forfatter, og især ”Jammersminde” bliver fremhævet for sine litterære kvaliteter og sin ligefremme stil. Hendes sans for at gengive replikker og for at skildre situationer og personer med psykologisk indsigt og vid gør, at hun kan lignes med impressionisterne i 1800-tallets litteratur.

Forfatterinden skal i øvrigt også have skrevet et skuespil på danske vers, som blev opført i Maribo omkring år 1688, men det er ikke bevaret.

Beslægtede forfatterskaber

Leonora Christina er Danmarks første feministiske forfatter, og i den henseende har hun mange beslægtede forfattere.

Værket ”Hæltinners Pryd” skriver sig med sin mere akademiske karakter ind i renæssancens diskussion om kvindekønnet. De første gynæceer (værker som fremhævede særlige kvinder) blev skrevet på latin, blandt andet skrev allerede Boccacio (1313-75) ”De virtutibus et vitiis feminarum” (Om kvinders dyder og laster). Senere tog Ludvig Holberg Leonora Christinas argumentation op. Hans værk ”Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignende Historie efter Plutarci Maade” fra 1745 lå i direkte forlængelse af Leonora Christinas forsvarsskrift. Et andet væsentligt værk i den sammenhæng er romanen ”Clara Raphael. Tolv Breve” af Mathilde Fibiger fra 1851, som satte kvindespørgsmålet på dagsordenen og skabte stor furore.

Det er også relevant at trække paralleller helt frem til 1970’ernes kvindesag, hvor man blandt andet begyndte at skrive særskilt kvindelitteraturhistorie. I Danmark kan man således finde ”Danske kvindelige forfattere” fra 1982 af Anne-Marie Mai og Stig Dalager samt ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, der blev udgivet i årene 1993-98 med Elisabeth Møller Jensen som redaktør. Et mindre akademisk værk, der også bør nævnes i denne sammenhæng, da det på mange måder er i tråd med ”Hæltinners Pryd”, er Maria Hellebergs ”Vilde kvinder, milde kvinder” (2003), som i en blanding af historieskrivning og romankunst portrætterer ni særlige danske kvinder.

”Jammersminde” er et værk, der er forud for sin tid, og dets popularitet ved udgivelsen i 1868 har formentlig hængt sammen med, at den impressionistiske litteratur netop tilstræbte samme realisme, som man finder hos Leonora Christina. De direkte prosaskildringer og den stærke realistiske stil gav da også inspiration til mange digtere, blandt andet J.P. Jacobsen, ligesom det kan være relevant at sammenligne med en forfatter som Herman Bang.

Ikke kun Leonora Christina har benyttet selvbiografien som en mulighed for at skrive mere frit litterært. Også Dorothea Biehls selvbiografi ”Mit ubetydelige livsforløb” fra 1787 er præget af en direkte åbenhed, som giver mindelser til Leonora Christinas værker, men samtidig peger frem mod mere moderne bekendelsesforfattere.

”Jammersminde” er en milepæl i dansk litteratur. Det peger frem mod mere nutidig litteratur, hvor kvindelige forfattere også eksperimenterer med genrer, stil og udtryksmåder, der kan rumme stoffet omkring kvinders virkelighed. Eksempelvis forfattere som Suzanne Brøgger, Leonora Christina Skov, Olga Ravn, Amalie Smith og Josefine Klougart.