Melanie Kitti

Genrer og tematikker

I et interview til Forfatterweb, her bibeholdt på norsk, fortæller Melanie Kitti, at hun først og fremmest anser sig som billedkunstner, og at hendes tekster hænger uløseligt sammen med de rum, og de historier, hun arbejder med, når hun maler: ”Jeg er diagnostisert med autisme og adhd og jeg husker og ser ting ofte i bilder. Jeg tror at min poesi og min kunst i stor grad er påvirket av det. Jeg har noen logikker inne i mitt hode som jeg prøver å formidle ut. Jeg tenker på min poesi som en måte å lage bilder på. Jeg er jo først og fremst utdannet billedkunstner. Så på en måte tror jeg at jeg har sett på hver enkelt side i boken som en vegg, og på boken som et rom. I min billedkunst jobber jeg også med ulike medium, mest fresko, men jeg mener at jeg prøver å fortelle den samme historien på ulike måter.” [1]Andreas Eckhardt-LæssøeInterview med Forfatterweb, juli 2024..

Disse rum, disse billeder, er kendetegnet af det dystre, det mystiske og det absurde, men det er ikke tekster, der er løsrevet fra samfundet. Der er mange lag i teksterne, og når man formår at se dobbelt og se flere ting på én gang, kan man også se den racisme, man oplever som racialiseret person i Norden. Om det siger Kitti: ”Jeg var alltid interessert i å skrive og av litteratur. Men jeg trodde faktisk ikke at jeg kunne bli forfatter fordi jeg ikke var hvit. Jeg kom også fra et meget belastet hjem og vi hadde det trangt økonomisk, jeg brukte mange år av mitt liv på å helbrede meg selv etter min barndom og mitt vanskelige forhold til min familie. Jeg har hatt meget lav selvverd pga. rasisme også i den hvite del av min familie.” [1]Andreas Eckhardt-LæssøeInterview med Forfatterweb, juli 2024..

Et andet aspekt af Kittis forfatterskab kommer til udtryk i den tekst, hun har bidraget med i antologien ”Hjertet er en fold med heste” (2022). En antologi med bidrag fra forfattere, der har været i kontakt med det psykiatriske system. Kittis bidrag er en længere tekst, der finder sted under en indlæggelse på en lukket institution. Den stikker lidt ud i Kittis forfatterskab, men kan tjene som en vigtig nøgle til at huske det politiske engagement, der også altid findes i Kittis tekster, selvom de kan se dystre og horroragtigt mystiske ud.

Beslægtede forfatterskaber

Johanne Lykke Naderehvandi var en af de forfattere, der tilskyndede Melanie Kitti til at udvikle sin skrift. Selv debuterede Lykke Naderehvandi i 2017 med romanen ”Natten før denne dag”. Ligesom Kittis debut er det også en bog, der får meget mystisk kraft og magisk energi ud af barnets perspektiv. En ildevarslende og lidt uhyggelig stemning, der kommer ud af det hormonfortryllede blik, som en ung pige, lige på kanten af teenageårene, har.

Den anden forfatter, som tilskyndede Kitti tilbage i hendes år på Kunsthøgskolen i Oslo, var Athena Farrokhzad. I hendes debutbog ”Vitsvit” (2013) udfolder hun en stram form, hvor stort set alle sætninger i bogen starter med enten: min mor siger, min bror siger eller min far siger. Det er et mere realistisk portræt af familien, Farrokhzad tegner, end det mytologiske og uhyggelige, som Kitti fremskriver. Men de deler et andet aspekt, nemlig det, at de begge portrætterer den racialiserede familie, den brune familie, i et hvidt samfund, der er præget af racisme. Det samme kan man sige om Deniz Kiy, der debuterede i 2021 med ”Blå øje (türkü)”. Kiys digte er ikke uhyggelige eller ubehagelige på samme måde som Kittis. Digtene i hans bog er mere præget af vellykket kærlighed, nærhed og intimitet.

Noget, der minder om det horroragtige univers, som Kitti skriver frem i sine digte, kan man også finde hos Olga Ravn, særligt i ”Voksbarnet” (2023), der er fortalt fra en art voodoo-dukkes perspektiv. Ravn bruger heksefiguren til at skrive om kvinders historiske undertrykkelse.

De kryptiske og absurde aspekter af Kittis forfatterskab kan man også finde noget af i Glenn Christians bøger. De er fulde af dyr og mennesker, der får pels, og mystiske landskaber, der bliver mytologiske. Bl.a. i ”Taarn” (2021) eller ”Atropa Belladonna” (2016).

Kitti nævner selv den japanske forfatter Hiromi Ito som en af sine inspirationskilder. I Itos bog ”Vildgræs ved flodlejet” (2018) tematiserer hun migration. Magiske ting finder sted, en mand lever videre, efter han er død. En kvinde bliver voldtaget af planter. Det er uhyggeligt og fascinerende, lidt ligesom Kittis poesi.

Relaterede forfattere