BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Melanie Kitti
Foto: Simone Lilmoes
*Seneste udgivelse

Melanie Kitti

    Hovedforfatter
    • Andreas Eckhardt Læssøe
      cand.mag., august 2024

    Intro

    Melanie Kitti er både billedkunstner og forfatter, og det kan man mærke, på den måde hun laver billeder i sin skrift på. Hendes billedsprog har en enorm autoritet over sig, en kraft. I hendes debut ”Halvt urne, halvt gral” (2023) har hun skrevet om en barndom, der var socialt udsat og økonomisk trængt. Hun skriver med barnets stemme, og den barske virkelighed forvandles i dette perspektiv til en grum og fascinerende mytologisk verden, der balancerer mellem det genkendelige og realistiske og det udsyrede og mytologiske, der særligt i kraft af billedsproget gør Kittis tekster til et uhyggeligt og voldsomt sted.

    Baggrund

    Melanie Kitti er født i 1986 i Umeå i Sverige. Hun har en biologisk far, hun ikke kender. Hendes svenske mor blev gift med en chilensk mand, som var politisk flygtning fra Augusto Pinochets militærdiktatur. Kitti voksede op på landet uden for Kalmar, med sin mor og stedfar og søskende, som var hans, og ligesom hende racialiserede. Kalmar var engang en vigtig by for hele Skandinavien, og der er også noget pan-skandinavisk over Melanie Kitti.

    ”Det ville være alt for besværligt for os at flytte. Hvis nu vi flyttede skulle vi grave alle gravene op og tage alle kisterne med os. Nogle af de begravede har ingen kister og så stinker det når man graver dem op.

    Dem som bor på jorden har ansvar for himlen og for dem som er begravede. Man kan ikke bare efterlade nogen. Man tager dem alle med sig.”

    ”Halvt urne, halvt gral”, s. 47.
    portræt af Melanie Kitti
    Foto: Simone Lilmoes
    • Født

      23. januar 1986. Umeå, Sverige.

    • Uddannelse

      Sygeplejerske fra Høyskolen Diakonova i Oslo, 2012. Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2018. Kunstakademiet i Oslo, 2019. Forfatterskolen i København, 2021.

    • Debut

      Halvt urne, halvt gral. Gyldendal, 2022. Digtsamling. Oversat af Liv Nimand Duvå i samarbejde med forfatteren.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte.

    • Seneste danske udgivelse

      Borte – Borta. Laboratoriet for æstetik og økologi, 2023. Digtsamling. Tosproget, den danske del oversat af Kamilla Löfström.

    • Inspiration

      Johanne Lykke Naderehvandi, Mare Kandre, Maria Gripe, Hiromi Ito.

    Som 19-årig flyttede hun til Oslo, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske. Hun arbejdede i psykiatrien, inden og imens hun gik på Kunsthøgskolen i Oslo. Da hun gik på sin master på Kunstakademiet i København, mødte hun de svenske forfattere Athena Farrokhzad og Johanne Lykke Naderehvandi, som var gæstelærere. Hun viste dem sine tekster, og de opfordrede hende til at skrive mere. Hun tilskriver dette møde, og de to forfatteres tilskyndelse, at hun havde modet til at søge ind på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede i 2021. Hendes ansøgningstekster var dem, der endte med at blive til hendes debut ”Halvt urne, halvt gral” (2023).

    Debuten er skrevet på svensk, bl.a. fordi den handler om Kittis svenske barndom. Hun har bistået med oversættelsen, der er foretaget af den danske forfatter Liv Nimand Duvå. Det har også betydet, at den ikke har figureret i opgørelser over danske debutanter og derfor ikke har været indstillet til nogle priser. Det på trods af, at den danske udgivelse er den første, og den ikke vil kunne udkomme som en debut nogen andre steder. Kittis bog, såvel som den angolanske digter Aaiún Nins ”På min huds sorthed” (2021) har medvirket til, at reglerne for bl.a. Bogforums debutantpris er blevet ændret, således at bøger der udkommer i Danmark nu kan indstilles til prisen uden at være skrevet på dansk.

    Kitti har i 2021 sammen med digteren Priya Bains startet tidsskriftet ”Abhivyakti”, der udelukkende publicerer racialiserede forfattere. Fra 2016-2022 drev hun galleriet Destiny’s i Oslo sammen med tre andre kunstnere. Som kunstner har hun modtaget en række priser, heriblandt Konstnärsstipendiet från Marianne och Sigvard Bernadottes konstnärsfond, Bernadottefonden, 2024; Kunstnerstipendie, Nimbs fond, 2023; Udstillingspris, Statens kunstfond, 2023; og hun er nomineret til Sandefjord Kunstforenings Kunstpris, som uddeles i 2025.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    I et interview til Forfatterweb, her bibeholdt på norsk, fortæller Melanie Kitti, at hun først og fremmest anser sig som billedkunstner, og at hendes tekster hænger uløseligt sammen med de rum, og de historier, hun arbejder med, når hun maler: ”Jeg er diagnostisert med autisme og adhd og jeg husker og ser ting ofte i bilder. Jeg tror at min poesi og min kunst i stor grad er påvirket av det. Jeg har noen logikker inne i mitt hode som jeg prøver å formidle ut. Jeg tenker på min poesi som en måte å lage bilder på. Jeg er jo først og fremst utdannet billedkunstner. Så på en måte tror jeg at jeg har sett på hver enkelt side i boken som en vegg, og på boken som et rom. I min billedkunst jobber jeg også med ulike medium, mest fresko, men jeg mener at jeg prøver å fortelle den samme historien på ulike måter.” [1]Andreas Eckhardt-LæssøeInterview med Forfatterweb, juli 2024..

    Disse rum, disse billeder, er kendetegnet af det dystre, det mystiske og det absurde, men det er ikke tekster, der er løsrevet fra samfundet. Der er mange lag i teksterne, og når man formår at se dobbelt og se flere ting på én gang, kan man også se den racisme, man oplever som racialiseret person i Norden. Om det siger Kitti: ”Jeg var alltid interessert i å skrive og av litteratur. Men jeg trodde faktisk ikke at jeg kunne bli forfatter fordi jeg ikke var hvit. Jeg kom også fra et meget belastet hjem og vi hadde det trangt økonomisk, jeg brukte mange år av mitt liv på å helbrede meg selv etter min barndom og mitt vanskelige forhold til min familie. Jeg har hatt meget lav selvverd pga. rasisme også i den hvite del av min familie.” [1]Andreas Eckhardt-LæssøeInterview med Forfatterweb, juli 2024..

    Et andet aspekt af Kittis forfatterskab kommer til udtryk i den tekst, hun har bidraget med i antologien ”Hjertet er en fold med heste” (2022). En antologi med bidrag fra forfattere, der har været i kontakt med det psykiatriske system. Kittis bidrag er en længere tekst, der finder sted under en indlæggelse på en lukket institution. Den stikker lidt ud i Kittis forfatterskab, men kan tjene som en vigtig nøgle til at huske det politiske engagement, der også altid findes i Kittis tekster, selvom de kan se dystre og horroragtigt mystiske ud.

    Beslægtede forfatterskaber

    Johanne Lykke Naderehvandi var en af de forfattere, der tilskyndede Melanie Kitti til at udvikle sin skrift. Selv debuterede Lykke Naderehvandi i 2017 med romanen ”Natten før denne dag”. Ligesom Kittis debut er det også en bog, der får meget mystisk kraft og magisk energi ud af barnets perspektiv. En ildevarslende og lidt uhyggelig stemning, der kommer ud af det hormonfortryllede blik, som en ung pige, lige på kanten af teenageårene, har.

    Den anden forfatter, som tilskyndede Kitti tilbage i hendes år på Kunsthøgskolen i Oslo, var Athena Farrokhzad. I hendes debutbog ”Vitsvit” (2013) udfolder hun en stram form, hvor stort set alle sætninger i bogen starter med enten: min mor siger, min bror siger eller min far siger. Det er et mere realistisk portræt af familien, Farrokhzad tegner, end det mytologiske og uhyggelige, som Kitti fremskriver. Men de deler et andet aspekt, nemlig det, at de begge portrætterer den racialiserede familie, den brune familie, i et hvidt samfund, der er præget af racisme. Det samme kan man sige om Deniz Kiy, der debuterede i 2021 med ”Blå øje (türkü)”. Kiys digte er ikke uhyggelige eller ubehagelige på samme måde som Kittis. Digtene i hans bog er mere præget af vellykket kærlighed, nærhed og intimitet.

    Noget, der minder om det horroragtige univers, som Kitti skriver frem i sine digte, kan man også finde hos Olga Ravn, særligt i ”Voksbarnet” (2023), der er fortalt fra en art voodoo-dukkes perspektiv. Ravn bruger heksefiguren til at skrive om kvinders historiske undertrykkelse.

    De kryptiske og absurde aspekter af Kittis forfatterskab kan man også finde noget af i Glenn Christians bøger. De er fulde af dyr og mennesker, der får pels, og mystiske landskaber, der bliver mytologiske. Bl.a. i ”Taarn” (2021) eller ”Atropa Belladonna” (2016).

    Kitti nævner selv den japanske forfatter Hiromi Ito som en af sine inspirationskilder. I Itos bog ”Vildgræs ved flodlejet” (2018) tematiserer hun migration. Magiske ting finder sted, en mand lever videre, efter han er død. En kvinde bliver voldtaget af planter. Det er uhyggeligt og fascinerende, lidt ligesom Kittis poesi.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Digte

    Halvt urne, halvt gral
    Halvt urne, halvt gral

    Melanie Kitti

    Gyldendal, 2022. Oversat af Liv Nimand Duvå i samarbejde med forfatteren.

    Borte – Borta. Laboratoriet for æstetik og økologi
    Borte – Borta. Laboratoriet for æstetik og økologi

    Melanie Kitti

    2023. Tosproget, den danske del oversat af Kamilla Löfström

    Om forfatterskabet

    Artikler

    Interview på IDOART sammen med medstifter af tidsskriftet Abhivyakti

    Mogensen, Fafaya: Abhivyakti – et vidnesbyrd fra den tid vi lever i. idoart.dk, 2021-12-12.

    Artikel om Melanie Kittis billedkunstneriske praksis og forfatterskab i udgivelsen ”Kippar efter vinden. (ledsen och klumpig)” i forbindelse med udstillingen af samme navn på Kunsthal Rønnebæksholm. Dirckinck–Holmfeld, Katrine: ”Why Melanie’s materialitie

    2022

    Interview i Kristeligt Dagblad

    Lindegård, Lærke Cecilie: Melanie Kitti havde foretrukket en god barndom frem for at skrive om ikke at have det. Kristeligt Dagblad, 2022-10-19.

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Interview med Forfatterweb, juli 2024.

    Andreas Eckhardt-Læssøe