Michael Enggaard

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., januar 2025

Journalist Michael Enggaard giver uden romantiserende omsvøb indblik i såvel en rå bokseverden som et ødelæggende prostitutionsmiljø. Med stor sympati for sine ikke ligefrem ufejlbarlige karakterer lirker han dørene op til kulturer, hvor der er store konsekvenser ved at bryde reglerne. Både den forliste bokser Frank i ”Svækling” og den udholdende frisør Myrna i ”Myrna” har svære kort på hånden, men de spiller dem efter bedste evne og formår med deres store hjerter at give kærlighed videre. Enggaards effektive og underholdende romaner minder om ikke at tage noget for givet, men i stedet selv tage styring over sit liv.

Baggrund

Michael Enggaard er født i 1971 og boede i Hvidovre, indtil hans forældre blev skilt. Herefter flyttede han til Frederikshavn med sin mor, og han fortæller i et interview med Euroman, at han ikke havde så mange at snakke med og derfor gloede meget: ”Jeg er gået gennem livet med meget åbne øjne og har været opmærksom, fordi jeg så gerne ville forstå tingene og forstå de steder, jeg kom til. Man kan sige, at jeg bruger en version af de ting, jeg har set. Der er selvfølgelig noget af det, der er taget direkte fra mit eget liv. Fx er hovedpersonens far død, og min far døde, mens jeg skrev bogen. (”Efterhånden mulighed for sol”, red.)” [2].

”På få minutter forsvandt han ind i rytmen af cirkelbevægelser uden at anstrenge sig. Han havde aldrig formuleret, hvad der tiltrak ham ved faget, men han kunne lide at røre karrosserierne og følge deres former med hænderne, og det var en tilfredsstillelse at arbejde sig ind til den rå metallegering for efterfølgende at spartle og gøre klar til opbygningen af en ny blank overflade i den rigtige nuance. Gjorde han sit arbejde godt, kunne ingen se, at bilen havde haft en skade.”

”Svækling”, s. 38.

Foto: Politikens Forlag

Født
1971.
Uddannelse
Journalist.
Debut
Svækling. Politikens Forlag, 2017. Roman.
Litteraturpriser
Skulderklaplegatet, 2019.
Seneste danske udgivelse
Myrna. Politikens Forlag, 2024. Roman.

Michael Enggaard er uddannet journalist og har arbejdet 20 år på Jyllands-Postens kulturredaktion. Da han var i starten af sine 20’ere, arbejdede han på en roman, der mest af alt blev til sammenkrøllede stykker papir på gulvet i hans lejede værelse. Ideen om en roman havde altså rumsteret i ham i mange år, da han i 2017 debuterede med romanen ”Svækling”. Arbejdet med den blev først en realitet, da en personlig tragedie fik ham til at overveje, hvad han gik og brugte sin tid på: ”For tre år siden skete der noget, der vendte alt rundt. Min kone fødte et dødfødt barn. Jeg følte, at jeg måtte begynde at tage mig selv og tiden alvorligt. Det skulle være slut med at spilde så meget tid. Jeg tog orlov og kom i gang med min bog.” [1]. ”Svækling” er siden udkommet i Sverige, Frankrig og Tjekkiet. I 2021 udgav han sin anden roman, ”Efterhånden mulighed for sol”, og i 2024 kom ”Myrna” om 1990’ernes rå prostitutionsmiljø på Vesterbro i København, om et samfund der svigter og vrede kvinder, der tager handsken op.

Udover de skønlitterære værker har Enggaard skrevet biografier om bokseren Mikkel Kessler og musikeren Sussi Nielsen, kendt fra Skagen-duoen Sussi & Leo.

I dag er forfatteren bosat på Vesterbro i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Boksning, sygepleje, skåret maskulinitet, Vesterbro, byudvikling, arbejderklasse, prostitution, kriminalitet, svigt og godhjertethed. Michael Enggaard kommer temamæssigt vidt omkring i sine bøger, der er rundet af en stor kærlighed til karaktererne og giver indtryk af, at mennesker først folder sig helt ud i trygge fællesskaber. Trods værkernes tunge tematikker er de skrevet muntert og i miljøspecifik jargon, om det er i boksesporten, hjemmeplejen eller på Det Kongelige Teater.

Enggaard skriver om almindelige mennesker og insisterer på, at vi alle sammen har en historie at fortælle. Ikke nødvendigvis topcheferne i samfundets øverste lag eller narkomanerne i de nederste lag, men dem af os, der er flest af: ”Jeg vil gerne ramme helt almindelige mennesker. Der er fx Ellen, der er sygeplejerske. En faggruppe, der ikke bliver skildret særlig tit. Hver dag besøger hun 11 mennesker, der er i hver deres krise, og hun møder bare op med sine varme hænder og tager fat. Hvis jeg kan være med til at heltegøre hende, ville det være fint.” [1].

I ”Myrna” er der en latent samfundskritik i skildringen af, hvor lidt hjælp, gadens piger fik i 1990’erne. Det nyttede ikke at anmelde voldtægt til politiet og afvænningsstederne havde ikke forståelse for kvindernes situation, så de var i høj grad overladt til sig selv. De vidtrækkende konsekvenser af overgreb og omsorgsfattige barndomme viser sig som løgne, hemmeligheder og selvbedrag, og Enggaard udstyrer de lidt retningsløse karakterer med en evne til at se deres situation udefra og med tiden tage styring over deres liv – i stedet for at lade livet styre dem.

Formmæssigt skriver Enggaard kompakte og fremadskridende bøger med plads til både plot og karaktertegning. Med masser af dialog og billedskabende miljøskildringer er værkerne meget filmiske, og forfatteren fortæller i et interview, hvordan han bruger humor i sine bøger: ”(…) tager man en som fx Nick Hornby, er der meget humor, men der er også en ømhed over for de mennesker, der optræder. Jeg synes, humor kan meget. Især hvis man vil fortælle noget hårdt. Hvis der er et comic relief ind i mellem, kan du klare lidt mere.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Michael Enggaard nævner i et interview et slægtskab med den engelske arbejderklasseforfatter Nick Hornby, der lige som Enggaard selv skriver med både ømhed og humor. Til fælles har de to også en begejstret interesse for fodbold og musik, og ikke mindst et blødt blik på maskulinitet og mandlige væsensformer. Også en forfatter som irske Roddy Doyle har en humoristisk stil og har helt almindelige mennesker som karakterer i sine romaner.

Den upolerede skildring af et råt misbrugsmiljø deler Michael Enggaard med for eksempel Jakob Ejersbo, der i sin gennembrudsroman ”Nordkraft” (2002) fortæller om Maria, Steso og Allan, der hver især kæmper med stoffer, kærlighed og tunge bagager. Ligesom hos Enggaard spiller karakterernes fortid og historie en afgørende rolle i deres liv – som noget de måske ikke kan slippe, men som alligevel har gjort dem klogere på, hvem de er.

Også Jan Sonnergaard har skrevet om samfundets både nederste og mellemste klasser; om kriminelle og misbrugere i debutværket ”Radiator” (1997) og om den almindelige middelklasses selvbedrag i ”Sidste søndag i oktober” (2000).

En anden bokseroman er Kim Fupz Aakesons ”Mellemvægt” fra 2002, der følger fem mænd med relation til det københavnske boksemiljø. En er lige kommet ud af fængsel, en har hukommelsessvigt og alle kæmper de med deres fortid og deres relationer. Svenske Klas Östergren åbner sin metafiktive kæmperoman ”Gentlemen” (da. 2006) i bokseklubben Europa i Stockholm i 1978, hvor pianisten Henry Morgan efter tyve års fravær er vendt tilbage til bokseringen. Med en uortodoks boksestil og lige så raffineret sjippeteknik betager han romanens fortæller Klas Östergren.

Andre, der skriver om og fra Vesterbro, er så væsensforskellige forfattere som Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Peder Frederik Jensen, der i f.eks. ”Barndommens gade” (1943), ”Mord i mørket” (1981) og ”Læretid” (2012) giver liv til bydelen. Også Morten Søndergaards ”Ubestemmelsessteder” (1996) og Tom Kristensens ”Hærværk” (1929) foregår på Vesterbro, blandt mange andre.