Niels Hav

Genrer og tematikker

Niels Havs forfatterskab består af tre novellesamlinger og syv digtsamlinger, men uanset om han skriver prosa eller lyrik, skriver han nøgternt med et skarpt blik for alt det, der findes under overfladen i et menneskes liv. Han er optaget af livets eksistentielle spørgsmål og af det, der forener os som mennesker, og han ser ingen konflikt i både at skrive prosa og poesi. Om det siger han: ”For mig er der ingen konflikt. Poesi og prosa er forskellige genrer, som er veldefinerede igennem en lang historie. Det er som at have to familier. Når jeg fortæller historier, hører jeg til i Anton Tjekhov-familien. I min poesifamilie er der onkler og ældre brødre som Czeslaw Milosz, Les Murray i Australien og mange andre.” [3]Said RaihaniAn Interview and poem by Niels HavArab World Books, 2017–12–11..

Digtene er mere politiske end novellerne og mere åbne mod verden. I ”Øjeblikke af lykke” er der for eksempel flere rejsedigte fra Kina og digte, der gør op med racisme. Hav har generelt en forkærlighed for mennesker, der befinder sig i periferien af samfundet, som for eksempel i novellen ”En bristefærdig” fra ”Den iranske sommer”, hvor det at befinde sig i periferien bliver helt konkret, fordi de boligblokke, hvor hovedpersonen skal besøge sin søster, ligger ”nøgne, som et første udkast” (s. 59). Fælles for både prosa og lyrik er en tematisk kredsen om kærlighed, død, tid og øjeblikket.

Havs sprog går ubesværet fra det konkrete som for eksempel Fakta og Kvickly på Nørrebro til det mere poetiske, nemlig stilheden i skoven, hvor ingen kan ”udholde lyden af sin egen nøgne stemme i mere end nogle få sekunder” (Fra digtet ”DET SJOVE ER, ”Øjeblikke af lykke”, 2020). Hav åbenbarer naturens dvælende ro midt i det almindelige, larmende liv. Det er øjeblikkets evighed, Hav forsøger at nærme sig og gengive i sproget, uanset om han skriver prosa eller poesi.

Beslægtede forfatterskaber

Som prosaist kan Niels Hav sammenlignes med både Leif Panduro og Martha Christensen. Christensen har som Hav en forkærlighed for samfundets udsatte, men hvor hun skriver om de stille eksistensers livsvilkår i behandlingssystemet, kredser Hav om udsatte med større handlekraft. Fælles for forfatterne er at skrive sig ind i en dansk realismetradition, der spænder fra Henrik Pontoppidan frem til for eksempel Tove Ditlevsen og længere frem til Jan Sonnergaard og Thomas Korsgaard. Et centralt tema i Korsgaards forfatterskab er følelsen af at være fremmed i sin familie, hvilket er et tema, der også optager Hav. Han skriver dog om fremmedhed i et større perspektiv og ikke kun knyttet til familien. Korsgaards forfatterskab er desuden kendetegnet ved det selvbiografiske, et træk, der ikke kendetegner Havs forfatterskab i samme grad.

Leif Panduro skriver som Hav realistiske fortællinger, og fælles for de to er også den lette og humoristiske skrivestil. Havs skrivestil er dog også præget af en større alvor, hvor især de senere digte rummer bevidstheden om døden. Panduro skrev fortællinger med en fremadskridende handling og en god historie, hvilket også kendetegner Havs noveller, men hvor Panduro var en særdeles produktiv forfatter, der udgav alt lige fra skuespil, radiospil og kronikker til romaner og noveller, er Niels Hav en mere beskeden forfatter, der udelukkende har fokuseret på noveller og lyrik.

Niels Hav udgiver bøger med store mellemrum, og han fremstår som en tålmodig forfatter. At kunne vente på, at sproget melder sig, er en sjælden stamina, som Hav fremhæver og roser ved den danske forfatter Inger Christensen. Han skriver: ”Den stamina er sjælden. I hele sit liv udgav Inger Christensen seks digtsamlinger, hun var i stand til at håndtere ventetiden mellem bøgerne - at afvente det nye. Derfor står det værk, hun efterlod sig, så smukt, hendes ord giver sjælen vinger.” [4]Niels HavEn dag modtog jeg et vigtigt brev fra Inger ChristensenKristeligt Dagblad, 2025–01–15..

Relaterede forfattere