Ursula Scavenius

Genrer og tematikker

Ursula Scavenius synes at have ladet sig inspirere af en centraleuropæisk litteraturtradition, hvor længere fortællinger med små magiske elementer særligt i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var en velkendt genre. Det er ikke så ofte, man ser den tradition blive taget op i Danmark, men for Scavenius virker den yderst velegnet til at binde hendes universer sammen.

Der er foregået et tydeligt redaktionsarbejde med Scavenius’ tekster, som man særligt mærker, når der opstår store spring imellem afsnittene. Det gør, at man som læser aldrig synker ned i de dunkle universer, men i stedet kan opretholde en læsehastighed, som er god for teksterne. Særligt i ”Majinski” fornemmer man, hvordan universet udenom er meget større, end den historie og de karakterer vi møder. Her er en hel samfundsøkonomi, der er gået i stykker, en abdiceret konge og en krig, hvorfra soldaterveteranerne har traumer.

Mange af temaerne går igen på forskellig måde i de tre fortællinger i ”Fjer”: Natur, sygdom, seksualitet, mad. Naturen er hele tiden til stede som en trussel, noget karaktererne lever i, f.eks. i skoven, men også noget som hele tiden er ved at invadere det menneskelige domæne. Sabinas sygdom i ”Luna Secunda” er en spejling af en syg natur, ja faktisk et sygt kosmos, hvor månen har født en ny måne, som får vandstande og menstruationscyklusser til at gå helt amok. Der er en stor optagethed af det groteske, men kun i ”Luna Secunda” bobler det helt op, og interessen for sår, og endda et hår indeni et sår, kommer frem, og det læner sig helt over i horrorgenren.

Da sønnen Anton i novellen ”Fugleland” forsøger at redde en hejre, der er blevet fanget i et ståltrådshegn, bliver han smittet og begynder at få fjer, en fugleblivelse der ikke er rar for ham. Det groteske fremskrives som noget selvfølgeligt og opstår ofte ud af nogle hverdagslige ting, som f.eks. mad eller sex, frem for som symbolske ladninger.

Beslægtede forfatterskaber

Ursula Scavenius’ skrift minder ikke om mange af hendes samtidige forfatterkolleger. Det mystiske, det kødelige, de lange fortællinger, sådan er der ikke så mange andre end hende, der skriver for tiden.

Alligevel kan man pege på nogle forfatterkolleger, som ville være spændende at læse, hvis man synes det er spændende at læse Scavenius. Bjørn Rasmussen er f.eks. sådan én. Særligt i ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) hvor de kropslige billeder også kan krænge sig ud og blive voldsomme, kødelige og groteske. Særligt i forhold til det seksuelle, som Scavenius også beskriver med en usædvanlig præcision og tæthed.

I Bjørn Rasmussens ”Pynt” (2013) fylder mad og det at spise på samme måde, som det gør hos Scavenius. Det mærkelige ved det hverdagslige fænomen det er at spise noget, det mærkelige og vidunderlige ved en oliven. Den slags.

I sin prisoverrækkelsestale til Scavenius i anledning af Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2016 fremhævede kritiker Lars Bukdahl det dejligt underlige ved hendes bog og brugte det engelske begreb weird. Det brugte han også til at udpege nogle af Scavenius’ åndsfæller i dansk litteratur: ”Der er glimt af weirdness hos Knud Hjortø, Ernesto Dalgas, Johannes V. [Jensen], og med et ordentligt tidsspring hos Preben Major [Sørensen], Vagn Lundbye, Ulla Ryum og måske Charlotte Weitze.” (Lars Bukdahl: Fugleforgiftning, debutantpristale Ursula Scavenius).

De store spring i tid peger på, at der ikke er så mange i dansk litteratur, der skriver som Ursula Scavenius. Dog kan man pege på den danske groteske mester, Harald Voetmann. Hans groteskheder opfører sig helt anderledes end Scavenius’, men særligt når det kommer til den klamme krop, må de siges at have noget tilfælles. Den klamme krop findes i særdeleshed i Voetmanns roman ”Kødet letter” (2012). Man kan også finde beskrivelser af den klamme krop hos den danske digter Olga Ravn, både i hendes digtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) og i romanen ”Celestine” (2015).

Til sidst kan det nævnes, at når Scavenius tematiserer naturens uhyggeligheder, så åbner hun op for et teoretisk slægtskab med digtere som Theis Ørntoft og Victor Boy Lindholm.

Relaterede forfattere