Anna Ringberg

Genrer og tematikker

Handlingen i ”Boys” er koncentreret om en enkelt begivenhed på et bestemt sted med få karakterer, og på den måde er der rum til at udfolde de enkelte personer og lade detaljerne fortælle den store historie. Karakterernes erindringer og refleksioner udgør bagtæppet for deres handlinger, og på denne lavmælte måde oprulles deres forhistorie.

Uden at det er ekspliciteret, forstår man, at Matti er flygtet fra en faderkærlighed, der har været ude af proportioner. Matti har været den livsledsager, Lasse aldrig fik, og det var Matti, der var stærk nok til at bryde forholdet. Det skorter ikke på kærlighed fra Lasses side, men det kommer til udtryk på en forkert måde. Ligesom hos kammeraten Stefan, der har fået sin søn fjernet af de sociale myndigheder efter det, de tolker som svigt, men som han selv kalder grænseløs kærlighed. På den måde er romanen en diskussion af kærlighedens former og de svigt, der kan forekomme på trods af en bundløs kærlighed. Der er en kompleksitet i, at udefrakommende myndigheder med magt kan fjerne et barn fra en forælder, der faktisk gerne vil være forælder, men ikke magter det pga. misbrug. Ligesom i forholdet til sønnen er Lasses kærlighed til Boys stort set ubegrænset, men hans egen uformåen i forhold til at holde gang i hverdagen går ud over hunden, der sulten og afmagret bliver lokket af en stor skinke hos naboen Leif.

Den sårbarhed og synlighed, der ligger i at bo på landet, hvor man ikke skal stikke udenfor, er ramme for bogen. Alle snakker om naboen, men ingen siger noget direkte til hinanden. ”Boys” handler om at være utilpasset og have systemet på nakken i stedet for i hånden: Åsa fra Socialen kommer ikke med fred, men med mistillid og mistro til Lasse. Bogen handler også om relationer mellem fædre og sønner og mellem voksne venner. Det er hovedsageligt barnet i disse voksne mænd, der skildres; ”det, der i én, som er intakt, som aldrig bliver voksent,” som Anna Ringberg selv beskriver det i et interview på forlagets Ordfronts hjemmeside.

Grebet med at lade et dyr være synsvinkelbærer er noget utraditionelt, og Ringberg forklarer selv metoden således: “I begyndelsen skrev jeg til min mor. Hun kan ikke lide at læse, så jeg anstrengte mig for at skrive noget, som kunne engagere hende, noget som vi begge følte for, og derfor blev det en hund, som kommer galt af sted. Senere kom det til at handle meget om hundens forhold til dens herre. Jeg ville beskrive det jeg selv har oplevet, at en hund kan være ens bedste ven. Og at relationen med en hund kan være mere vildtvoksende end relationen til et andet menneske – men til en vis grænse, til slut tages hunden jo også fra Lasse.” (ordfront.se)

Anna Ringberg fortæller endvidere, at hun ikke har haft et entydigt formål med bogen, men at hun ville skrive en art køkkenvasklitteratur, skildre den lidt mere beskidte side af mennesket og tilværelsen dog uden at romantisere: ”Hvordan er det at være udenfor? Hvordan føles det at vågne op under et bord, stivfrossen, helvedes bagstiv og vide at man måske snart får bank? Det har jeg villet fortælle om. Plus at jeg ville skrive om det spaltede i det meste – al sorg og savn som kan rummes i et kram eller at blive kløet bag øret.” (ordfront.se).

Beslægtede forfatterskaber

Anna Ringberg skriver sig med ”Boys” ind i en litterær tradition for at skildre ensomme mennesker i dysfunktionelle familier. Af nyere eksempler på dette greb kan man nævne danske Erling Jepsen, der i ”Kunsten at græde i kor” skildrer en dreng, der får rigelig meget af sin fars kærlighed at føle. Kim Leines ”Kalak”, Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden” og Jens Blendstrups ”Gud taler ud” skildrer alle – på forskellig vis – problematiske forhold mellem drenge og deres forældre. I ”Boys” er Lasse skildret med sympati, hvilket giver en ekstra dimension til fortællingen om svigt. Han er ikke et afstumpet monster, men en kejtet far, der ikke formår at give kærligheden den rette form. I Kim Leines ”Kalak” er det til gengæld svært at fatte sympati for den far, der forgriber sig på sit barn.

Som oftest, når dyr optræder i bøger, fungerer de som allegori eller billede på mennesker, som det for eksempel ses i George Orwells ”General Napoleon” (1945), der er en satirisk allegori over totalitarismen i Sovjetunionen.

Hos Ringberg optræder Boys på højde med de menneskelige karakterer og kun som sig selv, som hund, som dyr. Andre eksempler på at få indblik i dyrets tanker er bl.a. i danske Merete Pryds Helles roman ”Det glade vanvid” fra 2005. Her skifter synsvinklen mellem dyr, mennesker og ting, og i afsnittet ”Stegte rødspætter med persillesovs” ligger synsvinklen hos en rødspætte.

Den svenske forfatter Kerstin Ekman har ofte naturen som omdrejningspunkt og emneområde i sine bøger, og i hendes bog ”Hunden” (1986) følger man en hund, der på egen hånd skal klare sig i den barske svenske natur. I 1999 udgav Paul Auster den korte roman ”Timbuktu”, der gennem en hunds indre monolog fortæller historien om hunden Mr. Bones og dens herre, den hjemløse Willy G. Christmas.

I litteraturhistorisk perspektiv er der flere prægnante dyrefortællere. Franz Kafkas ”Den sandhedssøgende hund” fra 1922 har en hunds perspektiv, ligesom Virginia Woolf i ”Flush” fra 1933 lader en cockerspaniel få ordet.

Relaterede forfattere