Ovid (Publius Ovidius Naso)

Emneord:

Hovedforfatter

Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., juli 2023

Den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.v.t. 17 e.v.t.) satte med sine erotiske elegier og storslåede epos et enestående aftryk på verdenslitteraturen. De mere end 2000 år gamle værker har aldrig været glemt, og hovedværket ”Ovids metamorfoser” er i dag en af vores vigtigste kilder til græsk mytologi. Også i sin samtid var Ovid populær, især hans erotiske kærlighedsdigte i ”Ovids eskapader” og ”Ovids elskovskunst” fik en stor læserskare, men det vovede indhold mødte også officiel misbilligelse. Ovid blev landsforvist i år 8 e.v.t og levede i eksil frem til sin død i år 17 e.v.t.

Baggrund

Publius Ovidius Naso kom til verden den 20. marts år 43 f.v.t. i Sulmo, en by ca. 100 km. øst for Rom, og her voksede han op sammen med sin storebror i en velhavende godsejerfamilie. Meget af den viden, vi har om Ovid, stammer fra hans poetiske selvportrætter. Faren havde store forhåbninger for sine sønners karriere, men storebroren døde allerede som tyveårig, og til sin fars fortrydelse valgte Ovid en anden karrierevej end den planlagte. Undervejs i sine studier i retorik og jura, en uddannelsesvej der skulle forberede ham på en politisk karriere, fandt Ovid ud af, at han hellere ville beskæftige sig med poesi. Ovids læremester Seneca beskrev Ovid som ”En begavet student, der havde sin styrke i det emotionelle snarere end i den omhyggelige argumentation.” [4]. Ovid var blot 17-18 år gammel, da han debuterede med kærlighedsdigtene ”Amores” (”Ovids eskapader”, 2005), som handlede om hans kærlighedsaffære med kvinden Corinna. Han fik stor succes med sine erotiske digte, men digtenes udfordrende tematik blev også genstand for officiel misbilligelse, og Ovid fulgte kærlighedsdigtene op med digte om, hvordan man afslutter erotiske forhold i værket ”Remedia amoris” (”Midler mod elskov”, 1949).

”Phoebus er lige forelsket og favner med armene stammen,
mærker der stadigvæk banker et hjerte derinde bag barken,
knuger, som om det var arme og ben, hendes grene og kysser
træet på barken – men barken forsøger at undvige kysset.”

”Ovids metamorfoser”, s. 27.

Foto: Wikimedia Commons

Født
20. marts år 43 f.v.t. i Sulmo, Italien.
Død
År 17 e.v.t. i Constanta, Rumænien.
Uddannelse
Studier i retorik og jura.
Debut
Amores. År 22 f.v.t.
Seneste danske udgivelse
Ovids metamorfoser. Gyldendal, 2020. Digte. Oversætter: Otto Steen Due
Inspiration
Publius Vergilius Maro, Homer.

I år 8 e.v.t. blev Ovid landsforvist af Kejser Augustus. De præcise årsager hertil er uklare, men en mulig årsag var Ovids letsindige digte, som modarbejdede Kejser Augustus’ moralpolitik. En anden mulig grund var en skandale ved kejserhoffet, som Ovid spillede en perifer rolle i. Han var ved at lægge sidste hånd på det, der skulle blive hans hovedværk, nemlig ”Metamorphōsēs” (”Ovids metamorfoser”, 2005), da det skete. Han blev sendt til en af det romerske riges fjerneste afkroge, byen Tomis ved Sortehavet. På trods af stedets afsondrethed havde Ovid, hvad han materielt set havde brug for, da han fik lov til at beholde sin formue i eksilet.

Fra sit eksil berettede han om sin tilværelse og sendte digtene hjem til Rom, hvor hans tredje kone og datter boede. Digtene blev til værket ”Tristia” (”Ovids bitterligheder”, 2008). Ovid levede de næste ni år i Tomis og døde der i år 17 e.v.t.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Størstedelen af Ovids forfatterskab er skrevet som elegier. Elegien er en poetisk genre, som består af tolinjede strofer med versemål, der er opbygget af et heksameter efterfulgt af et pentameter. Erotik og romantisk kærlighed centreret omkring det mandlige begær efter kvinden er hovedtematikkerne i Ovids digtning. ”Ovids metamorfoser” er skrevet som et epos med samme versemål, daktyliske heksametre, som man finder i Homers og Vergils værker.

Der er mange udlægninger af forvandlingstematikken i ”Ovids metamorfoser”. En læsning kan være, at mennesker er uvidende om deres fremtidige skæbne, men sikkert er det, at vi forandrer os gennem livet. Også Ovid gennemgik en forvandling fra sin position som populær digter i Rom til den eksileredes bitterlige tilværelse. Om forvandlingstematikken hos Ovid skriver den danske oversætter Otto Steen Due: ”Vi er alle under forvandlingens lov, men denne lov har ingen moralsk retning. Forvandling kan lige så godt være belønning som straf, udfrielse af lidelse som fordømmelse til den.” [4].

Et andet centralt tema i Ovids forfatterskab er eksilet som tilstand og vilkår. I en artikel skriver Bente Jørgensen om Ovids eksildigtning: ”Ovids eksildigte er med deres meditative betragtninger over eksillivets vilkår og beskaffenhed samt med deres udtryk for det psykologiske pres, der udøvedes mod den eksilerede i form af isolation fra familie, venner og vante kulturkreds, uden fortilfælde i den klassiske romerske litteratur.” [1]. Bente Jørgensen peger også på, at det unikke indblik i den fordrevnes følelser, tanker og livsvilkår har vækket genklang hos mange gennem tiden og stadig gør det i dag, hvor totalitære regimer og politisk forfølgelse fortsat tvinger mennesker i eksil.

Beslægtede forfatterskaber

”Ovids metamorfoser” er måske verdenslitteraturens mest indflydelsesrige digtværk, og antallet af kunstnere og forfattere, der har læst og ladet sig inspirere af Ovid, er uhyre omfattende. Alene i ”Ovids metamorfoser” findes der, ifølge Otto Steen Due, referencer til stort set alt inden for den græsk-romerske litteratur. Otto Steen Due nævner ligeledes nogle stykker ud af tusinder, som gennem tiden har fundet inspiration hos Ovid, heriblandt Saxo, Shakespeare, Thomas Corneille, Goethe og Karen Blixen.

Af andre værker med intertekstuelle referencer til Ovid kan nævnes Ludvig Holbergs værk ”Metamorphosis eller Forvandlinger” fra 1726. I St. St. Blichers ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” fra 1824 er der en direkte henvisning til Ovid, idet hovedpersonen Morten Vinge køber bøgerne ”Ovids elskovskunst” og ”Midler mod elskov”.

Af nyere, danske forfattere, der inddrager motiver fra ”Ovids metamorfoser”, kan nævnes Per Højholts gennembrudssamling ”Poetens hoved” (1963), som trækker på Orfeus-myten, som den skildres i 10. og 11. sang. Peer Hultbergs debutroman ”Mytologisk landskab med Daphnes forvandling” (1966) henter sine referencer fra 1. sang i ”Ovids metamorfoser”. Anders Abildgaard har i sit digtværk ”Ibis” (2016) hentet inspiration i digt- og henvendelsesformen fra Ovids spottedigt af samme navn.

Af eksempler på historiske og nutidige forfattere, som skriver om en selvoplevet eksilerfaring og har fundet inspiration i Ovids eksildigtning, kan nævnes den tyske lyriker Bertolt Brecht og den spanske forfatter Pablo Montoya, der har skrevet romanen ”Langt fra Rom” (2017), som handler om eksilet fortalt fra Ovids perspektiv. I en artikel skriver den russiske forfatter Maria Stepanova om Ovids eksildigtning som inspirationskilde for sit eget og andre russiske digteres arbejde: *”Ovids digtning blev en afgørende reference for Aleksandr Pusjkin, Osip Mandelstam og Joseph Brodsky, der alle blev drevet i eksil som ofre for den russiske statsmagts politiske forfølgelse.” [3]. Hun skriver ligeledes, at Ovids eksildigtning spiller en vigtigere rolle i den russiske poetiske tradition end i den engelsksprogede, fordi russisksprogede digtere oftere er blevet landsforvist og har større erfaring med sortehavskysten.