Simon Grotrian

Genrer og tematikker

I Grotrians digte finder man et sprog, der ikke opfører sig, som sprog plejer at gøre. Derimod finder man uventede og overraskende formuleringer, sprogspil og billeder, som netop her igennem kan åbne for ukendte betydninger. Digtene placerer sig i modsætning til en forståelig og gennemsigtig sprogvirkelighed, hvor kommunikationen er i højsædet. Den poetiske strategi er at bruge digtenes tilsyneladende uforståelighed til at etablere et modsprog, som kan muliggøre noget nyt. Grotrian har selv beskrevet det som en bevægelse, hvor han vender verden ryggen og herefter oplever, at den kommer tilbage på papiret i fortryllet og uventet form. Det er en form, hvor hele digterens sindsregister også kan blive gennemspillet. Det væsentligste er dog, at digtet kan give en ny oplevelse: "Jeg synes nu, det er en dyd at forvirre lidt. Så mange andre ting i tilværelsen er forudsigelige, og det er poesiens opgave at være det modsatte (...) Man må satse på det uventede, det, der åbner for nye oplevelser. Det at læse et digt kan være som en rejse eller gå en tur og få masser af frisk luft." [1]Stefan KjerkegaardAt bebo en eksplosion1998. Weekendavisen, 1998-07-10.

Der findes i Simon Grotrians forfatterskab en udvikling i forhold til den rolle, det religiøse spiller. Når man ser ned igennem forfatterskabet, bliver det tydeligt, at der i starten findes en tvivl i forhold til den kristne overbevisning, herunder troen på det evige liv. Det hedder blandt andet i et digt fra debutsamlingen "Gennem min Hånd": "Døden er uden farve/ intet". Grotrian ser selv digtsamlingen "Livsfælder" som et begyndelsespunkt i forhold til den religiøsitet, som siden hen kommer til at præge forfatterskabet: "Livsfælder er et skrig, selv om det er pakket lidt ind. Men efter denne bog kommer troen for alvor, herefter stoler jeg på Herren og priser ham." [2]Rofl SindøJeg er her nu1999. Samtale med Simon Grotrian. Ildfisken #21, 1999. Grotrian betegner da også sig selv som digter af Guds nåde: "Jeg vil gerne kunne bevæge mig fra det mindste til det største i tilværelsen. Fra himlens skyformationer til et knappenålshoved. Jeg skriver ikke for at behage nogen, men for at leve op til det arbejde og kald, Gud har givet mig. Det er nærmere hans ære end menneskers, jeg er ude efter." [4]Henning ThøgersenEnglen bag gardinet2003. Weekendavisen, 2003-05-23.

Den kristne mytologi bliver stadig mere dominerende i forfatterskabet, og referencerne til Biblen er da også talrige i Grotrians seneste digtsamlinger. Den digteriske skabelseskraft skildres ligeledes i et stadig tættere forhold til det guddommelige. Som det hedder i et digt fra samlingen, "Melatonin", er digteren placeret et sted, hvor han "dækker papiret med løbeild af fakler til min Gud". I 2006 springer Grotrian også ud som moderne salmedigter med samlingen “Jordens salt og verdens lys”. Han udgiver de følgende år – foruden digtsamlinger – både bønner og salmer.

Den fremtrædende rolle, som det religiøse spiller i Grotrians forfatterskab, er usædvanlig, især fordi det kobles med noget fragmenteret, flertydigt og uforløst, der altid efterlader en rest, der ikke lader sig bestemme. Grotrian ser dog ikke selv en modsætning i denne kobling: "Jeg synes ikke, der behøver at være nogen modsætning mellem en postmoderne stilholdning og en kristen livsholdning. Digtning handler om at åbne." [2]Rofl SindøJeg er her nu1999. Samtale med Simon Grotrian. Ildfisken #21, 1999.

I forfatterskabet skal digtningen desuden på mange måder forstås i forbindelse med den litterære tradition, da der i Simon Grotrians digte findes mange henvisninger til tekster af både danske og udenlandske forfattere.

Beslægtede forfatterskaber

Af mange grunde kan det være vanskeligt at sammenligne Grotrians poesi med andre forfatteres tekster. Der er dog inspirationskilder, en parafrasering af andre digteres digte, tematikker og en brug af sproget, som Grotrians lyrik kan siges at have til fælles med andre forfattere.

De første digtsamlinger kan ses som udgivelser, der ligger i forlængelse af Per Højholts undersøgelse af digtningens muligheder. Grotrians digte fra firserne kan også sammenlignes med lyrikeren Michael Strunges visionære og utopiske univers. Den strukturerende omgang med sproget indeholder elementer, der minder om Inger Christensensdigte, og Grotrians brug af det ekspressive, chokeffekter og nydannede ord er ligeledes blevet sammenlignet med Rudolf Broby-Johansens digtsamling "Blod" fra 1922. Legen med sproget kan sammenlignes med den omgang med sproget, man finder i tekster af danske forfattere som Peter Adolphsen og Pia Juul. Birgit Munchs prosadigte er dog blevet placeret som noget af det, der på dansk kommer Grotrians nærmest.

I forfatterskabet skal digtningen desuden på mange måder forstås i forbindelse med den litterære tradition. Der findes i Grotrians digte mange henvisninger til tekster af både danske og udenlandske forfattere. Nogle af de digtere, som Grotrian i sine digte fører intense samtaler med, er Johannes Ewald, H.C. Andersen, Thomas Kingo, Paul Celan, Friedrich Hölderlin, Arthur Rimbaud og Sylvia Plath.

Relaterede forfattere