Tove Ditlevsen, Foto: Per Pejstrup

Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., januar 2021

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., januar 2015

Da den amerikanske børs krakkede i 1929, medførte det økonomisk krise og arbejdsløshed – også i Danmark. I årtiet, frem til at de tyske nazister angreb Polen og siden besatte Danmark, fyldte sociale forhold mere og mere i litteraturen. Forbedringer af skolesystemet og udbredelse af folkebiblioteker betød, at arbejderklassen fik mulighed for at udvikle deres egen litterære stil til at formidle deres realiteter. I et enkelt hverdagssprog blev der nu skrevet om den ”lille” mand eller kvindes problemer. Tove Ditlevsen (1917-1976) var en af dem, der repræsenterede de svage og talte de mindre privilegeredes sag. Efter at have fået et digt trykt i tidsskriftet ”Vild Hvede” (i dag Hvedekorn) udgav Ditlevsen i 1939 sin debut ”Pigesind”, hvis digte sørgmodigt berører ungepigesindets mange udfordringer. Følelser som angst, depression og forelskelsens usikkerhed omsatte hun til lettilgængelige, rytmiske rim.

Romanen ”Barndommens gade” (1943) er en fiktion baseret på Ditlevsens egne barndomsminder og en af dansk litteraturs mest elskede kvindelige udviklingsromaner. Den unge hovedperson Ester forsøger gennem sin opvækst at løsrive sig fra den gade, hvor hun som fattigt proletarbarn har tilbragt det meste af sin tid. Fortælleren er indlevende og sympatiserer med pigen, og selvom Ester er en ener, der skiller sig ud fra mængden, er bogen karakteristisk for tiden ved dens solidaritet over for de andre børn og unge, som deler Esters skæbne.

En af tredivernes mest produktive proletarforfattere var Harald Herdal (1900-1978), der ligesom Ditlevsen selv var opvokset i et fattigt bymiljø. Han fik sit gennembrud med romanen ”Man skal jo leve”, der udkom i 1934. Bogen beskriver beboerne i en opgang i den københavnske slum og deres usle livsbetingelser. Det er romangenren, der bliver socialrealisternes foretrukne, men hvor Ditlevsen skriver lyrisk, detaljerede udviklingsromaner med et udvalgt individ i centrum, fornyer Hans Kirk som den første genren ved at skrive om grupper af mennesker, der har en fælles social eller økonomisk baggrund. ”Fiskerne” (1928) er den første kollektivroman på dansk. Den handler om en flok Harboøre-fiskere, der flytter til en lille Limfjordsø for at forbedre deres livsvilkår. Deres indremissionske verdenssyn kolliderer med de velhavende storbønders grundtvigianisme. Uden at tage parti beskriver Kirk disse sociale grupperinger med distance og mild ironi. Den færøske William Heinesens kollektivroman ”Noatun” (1938) er en pendant til Kirks. I et roligt og nøgternt sprog skildrer Heinesen en gruppe nybyggere, der flytter til den stenede og barske Dødemandsdalen og opkalder stedet efter den nordiske gud Njords hjem, Noatun. Navnet refererer til hav, fiskeri og søfart, og ved at holde sammen overlever nybyggerne i den barske natur nær havet. Heinesen, der regnes for en af Færøernes største forfattere, skrev på dansk, da det var det sprog, han havde lært i skolen.

Netop skolen og den psykiske skade, lærerautoriteter kan forvolde på de studerende, er rammen om Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår” (1940). Heri mødes en studenterklasse til deres 25-årsjubilæum, og i retrospekt fortælles kriminalgåden om giftmordet på en sadistisk lektor. Ungdomsliv og klasseskel er temaet i generationsromanen ”Midt i en jazztid” (1931) af Knud Sønderby, der ligesom Scherfig benyttede den realistiske prosa til at kritisere de gældende samfundsstrukturer. Særlig kritisk var arkitekt og multikunstner Poul Henningsen (1894-1967), der i tidsskriftet ”Kritisk Revy” (1926-1928), kampskriftet ”Hvad med kulturen?” (1933) og sine ikoniske revysange argumenterede for fri kunst og mod nazisternes indskrænkede kulturforståelse. PHs kulturradikalisme bundede i en respekt for mennesket, men modstanden mod vanetænkning, autoritær børneopdragelse og stram seksualmoral provokerede i samtiden.

Hans Christian Branner (1903-1966) skrev kollektivromanen ”Legetøj” i 1938, hvori han påtalte det politiske klima i slutningen af 1930’erne. Med afsæt i et legetøjsfirma kritiseres magtbegæret hos mennesket, og romanen kan læses som en allegori over nazisternes udbredelse i Europa. Under krigen skrev H.C. Branner endvidere en række noveller, der indkapslede krigsstemningen og blev højdepunktet i hans forfatterskab. De udkom i bogformat under titlen ”To minutters stilhed” i 1944.

Nogle af periodens forfattere er siden blevet glemt, og den socialrealistiske stil har op gennem århundredet været udskældt i litterære kredse. Særlig Tove Ditlevsen blev beskyldt for at være gammeldags, men 100 år efter hendes fødsel er interessen for hendes værker genopblusset, og yngre forfattere som Olga Ravn og Morten Pape nævner hende som inspiration.

Andre tendenser i perioden

I 1932 udkom digtsamlingen ”det underste land” af Gustaf Munch-Petersen. Især titeldigtet adskilte sig markant fra socialrealismen, da Munch-Petersen i sin skrivestil var inspireret af surrealismen. I frie urimede vers og med små bogstaver skrev han i et aggressivt billedsprog om kærlighed, revolution og frihedskamp. Han meldte sig som frivillig i Den Internationale Brigade og døde under den spanske borgerkrig i 1938.